Der var ikke et øje tørt, da vi ankom til Honolulu i 30°C varme med sælskindspels og vinterstøvler. Men hvad pokker. Fra – 21°C til +30°C er noget af en oplevelse. Vi lejede en helt ny Grand Am hos AVIS og rullede godt trætte af sted mod Waikiki Beach. Bevar mig vel en samling hotelsiloer vi passerede. Park Shore, vores hotel – som jeg har brugt meget tid på at udvælge – ligger heldigvis som det sidste i rækken. Naboen er Hyattskyskraberen, heldigvis til den side, vi ikke kan se.

                                                             Udsigten fra vores altan ud over Waikiki Beach.

    Foran os ligger havet og til siden den smukke park med blomster, palmer og skyggefulde træer og med Honolulus zoologiske have. Bag os ligger så de andre hoteller, række efter række, det ene større end det andet. Vi bor på 8. etage med balkon.

                                           Waikiki Beach.

    Det er en misforståelse, hvis man tror, man får blomsterkranse om halsen, når man ankommer til Hawaii. Nej, man kan selv købe nogle i plastik eller papir til 1 dollar, vil man have rigtige blomster, må man af med 10 eller mere. Næh, jeg har ikke fået nogen.
    Vi var først i seng ved 1-tiden. Alligevel vågnede vi før 7. Hundesultne. Restauranten her ligger på 1. sal, er åben med udsigt over vandet og palmerne. Rigelig amerikansk morgenmad fortærede vi. Imens sad vi og så en lind strøm af joggere, sprintere og powerwalkere glide forbi os.

    Og så af sted for at udforske øen. Først op til Diamond Head og derfra langs kysten så langt, det var muligt. Det første stykke vej kom vi forbi virkelige rigmandsvillaer, så kom golfbanerne, og med dem de lukkede ”bofællesskaber”, som vi også så på Hilton Head Island, USA. Der hed de plantager. Gad vide, hvad de hedder her. I hvert fald har de også vagter ved indkørslerne, og så ligger husene også midt på golfbanerne. Det minder mig om , at der er reklamer om at Tiger Woods kommer hertil i weekenden. Nej det skal vi ikke se.

    Så fulgte kilometer efter kilometer med de herligste strande. Det var så smukt så smukt. Og alle kunne have deres private strand, så få mennesker var her. Mange var der dog der, hvor de virkelig gode surfere hang ud. Det ser imponerende ud!

    Vi kørte gennem Dole-bananplantagerne og kaffeplantagerne. Det var nu nærmest fordi jeg fik os ledt ind på en forkert vej, men en fin nok oplevelse.
    Efter en sen frokost og lidt kaffe ville vi lige hvile os et par timer ved 17-tiden. Vi vågnede klokken 6 næste morgen. Det er lidt svært med de tidsforskelle.

     8. november klokken 7 kunne vi jo lige så godt gå ned og få noget morgenmad. Det gjorde godt, og det havde den lange søvn også gjort. Vi var så igen parate til at indtage øen, denne gang gik turen den anden vej rundt, med begyndelse ved Pearl Harbour.

    Vi ville ikke ind at se MSS Arizona og alle de andre mere eller mindre intakte krigsskibe og mindesmærker. Vi ville blot stille og roligt køre forbi og få et glimt. Men for det første er det en bedrift at finde vej i vrimlen og for det andet kører man ikke blot forbi. Snart var vi fanget på en vej, der ledte os direkte hen til US militær med maskingeværer, pasfremvisning og jeg skal komme efter dig. Mogens blod kogte selvfølgelig over. Han ville slet ikke være her, og hvor kunne vi vende om? Soldaten så undrende på os, og lod os køre den modsatte vej. Så vi har været her, kan man hævde.

    Langs med kyststrækningen bor de indfødte i homesteads. Der er stor forskel på disse huse og dem, vi så i går. Også her kan man få sin egen private strand. Surferne her – og der var mange – var for største delen indfødte. Vi tog nogle fede billeder, håber jeg. Vi fik også set en flok delfiner på tæt hold. Behøver jeg at skrive, at det er godt at bade her?
    Frokost i Waikiki. Her er mange mennesker! Og masser af indkøbsmuligheder. Fra 3 halskæder til 99 cent til Tifany smykker. Og hoteller fra de rene paladser til sovesale for surfere. Behøver jeg at nævne, at den ene store limousine efter den anden kører rundt og forstyrrer den i forvejen kaotiske trafik. Ubegribeligt at det skal være nødvendigt at køre et par kilometer hen ad vejen til den næste forretning eller restaurant.

                                                                         Solnedgang set fra Waikiki Beach.

    Solnedgangen nød vi fra molen lige uden for vort hotel. Så vandrede vi indad mod folkehavet i gasfaklernes skær. Kilometerlang. Mogens mumlede noget om ressourcespild. (Men det var da flot).

                            Surfing ved nordkysten af Oahu.                                          Vores lejede bil på Oahu.

    Her er voldsomt. Alt for mange turister. Alt for høje hotelsiloer. Alt for mange forretninger. Men vi fik dog det ypperste måltid (i gasfaklernes skær). Den fineste laks, de største rejer og den bedste creme brûlee vest for Paris.
    Det har været en dejlig dag.

    En hyggelig formiddag den 9. november inden vi måtte af sted til lufthavnen, vi skulle nu til The big Island, Kona. Nu er vi gode til at køre ad H1 og dreje til højre det rigtige sted. Det skal gå hurtigt – her er meget trafik. Honolulu lufthavn har en atriumhave med smukke blomster, træer og fugle, hvor man kan sidde og hyggevente på sit fly. Vores var forsinket. Den ene kuffert kom heller ikke med, så selvom flyveturen kun er på 1 time, tog det os fire timer, før vi var parate til at indtage endnu et turistparadis. Vi kom kørende anstændigt hertil i en todørs Chrysler. Fed bil. Blot lidt besværlig at komme ind og ud af for et halvgammelt ægtepar.

    Nå, men selvom dette hotel er stort – det strækker sig fra stranden og langt ind i landet – ja så sidder vi altså her i første række på balkonen og nyder strand, palmer og haven og os selv. Værelset er lige så stort som det i Waikiki var lille. Her er mageligt plads til 4 personer. Jeg synes det er vild luksus. Jeg nyder det. Mogens accepterer det.

                       Hotel Kamehameha i Kailua-Kona på Hawaii (The Big Island)  Bilen er includeret i værelseslprisen.

    Aftensmad på Bubba Gump. Åbenbart stedet, hvor man går hen og spiser alle former for rejer (efter Forrest Gump). Restauranten lå i vandkanten, så bølgerne skvulpede ind mod os, mens vi så solen gå ned. De obligatoriske fakler blev tændt, og vi smægtede over det herlige måltid. Trætte i seng. Det havde været en dejlig dag.

    Søndag den 10. november begyndte med den i værelsesprisen inkluderede morgenmad og det var vist godt, at den var inkluderet, prisen var 100 kr. pr. næse. Men så er her også alt, hvad maven kan begære og klare.
    Vi kørte nordpå, over mod østkysten, og efter Hilo kørte vi ind over øen og tilbage til Kailua. Hvilken tur. Masser af lava er her, alle vegne. Alligevel vokser her de dejligste buske og træer. Her er botaniske haver med træer der er så skyggefuldt favnende, at de kunne dække både vores og naboens grund. Her er også tropisk regnskov. Masser af vandfald. Østkysten med klipper og smaskende bølger. Tværs over øen kom vi virkelig højt op. Passet Mauna Kea var 2200 meter oppe. Og temperaturen faldt fra 28°C til 15°C. Mogens siger, det var det sjoveste stykke vej (i hvert fald de første 75 kilometer) ind i landet, han nogensinde har kørt på. Vejen var nyistandsat og altså prima. Op og ned, op og ned, ungerne ville også have elsket det. Og vi havde den for os selv. Der var meget øde.

    Pludselig blev det meget overskyet, man kunne faktisk ikke se en hånd for sig. Så det var alligevel ikke underligt, at vi hele tiden var blevet anmodet om at køre med lyset tændt. Og det begyndte at regne, kun lidt. Samtidig var det slut med den gode vej, det var sikrest at køre midt på vejen for at undgå hullerne i siderne.

    Vi tog lige et slag tennis, da vi kom hjem. Fint. Men vi var godt trætte og gik ud for bare at få lidt at spise. For første gang på denne ferie var det faktisk skuffende. Vi ventede i lang tid, og maden vil hurtigt være glemt, den var det i hvert fald ikke værd at skrive hjem om. Det vil de to amerikanske ægtepar, som sad ved siden af os, til gengæld ikke. De var på vores alder - – Mogens hævder, at de var meget ældre – mændene havde købt ens Hawaiiskjorter og konerne ens bluser. De var tillige overhældt med smykker og sminke, og havde hver en blomst i håret. Det var virkeligt et ømt syn.

    Årsagen til, at vi kom lidt sent ud at spise (her begynder man at spise aftensmad klokken 16.30) var, at der skulle være Hawaiifest her på hotellet. Og man kunne altså sidde på vores altan og nyde showet. Troede jeg. For der var nogle palmer i vejen. Men du godeste for en oplevelse. Folk stod i en lang række for at komme ind på det meget smukke område, men først skulle de fotograferes sammen med en eller to skønne polynesere. Så var der spisning og underholdning (den kunne høres). Og efter 3 ½  time var det hele forbi. Og folk var hver især blevet  100 $ fattigere.

                                        Turister i kø for at blive fotograferet sammen med en indfødt. Udsigt fra værelset.

    Det har været en dejlig dag.

I dag har vi været på vulkaner. Også i den grad. Vi fik dog først et slag tennis tidligt om morgenen, men ikke så meget, da der efterhånden var alt for mange tilskuere på balkonerne.

                                                                   Heste ved South point
    Køretur ned mod syd og ud på det sydligste punkt af Amerika. Smal vej, voldsomme bølger, garanteret de bedste bølgebilleder, vi har taget. Nu var det jo ret øde, og vi fulgte troskyldigt et skilt om turistinformation ind i ingenmandsland. Her parkerede vi bilen – sammen med to andre udlejningsbiler – på en ”safe” parkeringsplads midt ude i det røde sand og ikke et øje i nærheden med undtagelse af et lille hus med en stor polynesisk kvinde, som smilende fortalte os, at vi skulle køre tilbage til vejen, hvor vi drejede ned til hende og så køre til højre i stedet for. En frivillig donation på 1 $ blev afleveret!
    Lidt lava lå i vejen for bilen, da vi forlod den noget primitive p-plads ved South Point. Det havde bilen ikke så godt af, men ingen opdagede noget, da vi afleverede bilen.

                                               Dette er Hawaii Volcanoes National Park på Big Island..

    Vulkaner er en oplevelse af de helt store.
    Også tropiske regnskove var der midt i dette lavaområde. Og en masse fugle, som vi ikke kender navnene på. Vi så ingen Néné, Hawaii’s nationalfugl, den kaldes også for Hawaii gås, men vi blev alle steder mindet om at passe på den.
    For at få lov til at tage ud til de to steder langs kysten efter solnedgang, hvor der er konstant strømmer glødende lava ud i havet, krævedes det, at man hver medbragte en lommelygte. Vi mener, at amerikanerne er for overgearede med hensyn til sikkerhed, men når det nu krævedes og vi ville se vulkanen by night, tog vi ind til Volcano City. Samtidig spiste vi en god frokost. Og så tilbage til lavaen.

    Først kørte vi rundt om verdens største vulkankrater, hvor vi fra udsigtspunkter fik at vide, hvornår der havde været udbrud de forskellige steder. Krateret var enormt og det var fantastisk at se det fra alle mulige vinkler. Flere steder kommer der røg op fra de gamle udbrudssteder, men de seneste udbrud, dem fra 1983. 2000 ligger længere mod øst og det er det, vi skal se, når det bliver aften og mørkt.
    Klokken omkring 17 kørte vi så mod havet Til det der på kortet hedder Hôlei Sea Arch, og det er her vejen er blevet lukket af det seneste udbrud.

    Vi parkerede bilen et godt stykke før bommen, der markerede, at vejen ikke var farbar mere. Der holdt mange biler langs vejen, og vi skulle gå et godt stykke, før vi kom til lavaen, som lå i et tykt lag over det der en gang var almindelig vej. Efter bommen skulle vi så gå på selve lavaen og det var lidt af en opgave, men man havde hjulpet os godt, for man havde markeret den bedste vej ved hjælp af små gule mærker på selve lavaen.

 Vi gik så langt man kunne og sad så sammen med de omkring hundrede andre tilskuere og ventede på, at det skulle blive mørkt. I øjeblikket kunne man blot se en mængde røg fra lavaen som strømmede ud i havet. Havet kogte ved udløbet og det så ret fantastisk ud.

    Det blev mørkere og mørkere og mere og mere fantastisk blev hele sceneriet. Alle menneskene, som stod der i solens døende stråler, og røgen fra lavaen, som blev mere og mere rød af lavaen. Det blev helt mørkt, og det blev, som ventet et fantastisk syn. Mogens tog en masse billeder, men var bestemt ikke tilfreds med det han lavede, så vi må håbe, at nogle af dem bliver gode, ellers må vi nøjes med det vi har fået på vores egne nethinder. Den stemning og de billeder vi fotograferede med vores øjne, og som vi gemmer i vores hjernedel, den med rejserne,  vil altid være der.

Og nu kom lygterne til deres ret. Det var selvfølgelig svært at løsrive sig fra dette sceneri, men vi havde jo mange timers bilkørsel foran os, så vi måtte tage afsked med vulkanen. Vejen tilbage ad lavaen var lang og buldrende mørk, så det ville være temmelig ubehageligt at hoppe fra sten til sten uden at vide, hvor man landede. Adskillige – der ligesom os åbenbart havde syntes, at lygter var overdrevet -  havde alvorlige problemer med at komme tilbage til bilerne. Bag mig skvattede en dame og ødelagde sine briller.

                                          Lavaen "vælter" ud i Stillehavet, som bringes i kog.

                                                     Samme udbrud, men nu er det mørkt.

    Efter flere timers kørsel ad snoede veje, kom vi tilbage til hotellet i bulder mørke, men vi havde næsten haft vejen for os selv. Vi købte lige et par burgere og fik meget sen aftensmad på vores balkon med udsigt over havet og med fakler lysende alle vegne. Det er sådan lidt et himmerige dette her. Jeg vil altid huske det med stor glæde.

    Det havde været en dejlig dag.

    Tirsdag den 12. november er rejsedag. Check ud på hotellet klokken 12. Aflevere bil klokken 16. Fly fra Kona klokken 19 og fly fra Honolulu klokken 0.25. Det betyder en masse tid, der skal fordrives.

    Nå, det er hvad der skal ske, men lige nu drejer det sig om morgenmaden, som bliver indtaget lidt sent. På vejen ned til morgenmadsrestauranten har vi gået forbi en kæmpe juleudstilling i nogle udstillingsvinduer på hotellet. Vi har fulgt en polynesisk familie - sådan en 10 stykker i alt incl. små børn -  male baggrundstæppe til i de tre store vinduer.
Her har de så skabt de fineste vinterlandskaber med bittesmå huse, jernbaner, skøjtebaner og blinkende lys og så videre og så videre, ligesom Daells Varehus udstilling i gamle dage eller som Magasin du Nord eller som Havemanns Magasiner eller som Crome og Goldsmith – blot i mindre skala, men med tusinde flere detaljer. Mens dette er gået på har børnene sovet på gulvet og familien har indtaget alle deres måltider på gulvet, grinende og snakkende. Herligt indslag på hotellet.

Så en køretur ned langs kysten. Et par småindkøb afsluttende med frokost på Gubba Gump, fordi her er så hyggeligt, og fordi jeg godt kan lide rejer.

                                                                                 Forrest "Mogens" Gump.
    Vi fik afleveret bilen uden bemærkninger til Dollar Rent om vores møde med øens lava.

*****

  Tilbage til hovedmenuen
 Til Kapitel 3. Sydney.